Vi startede Rieck,
fordi vi havde set nok.

Vi kommer fra branchen. Vi har siddet i den anden ende af de opkald — og vi holdt op med at kunne forsvare dem.

Et manuskript kan ringe ud. Det kan ikke svare på et spørgsmål om renter, frister eller indsigelser.

Og det var jeres navn, der stod på brevet. En dårlig samtale kostede ikke inkassofirmaet noget. Den kostede jer en kunde.

Og når kravet blev stort nok til at gøre ondt, stod de af.

Så byggede vi det, vi selv manglede. Og vi byggede det i den rigtige rækkefølge: juraen først, systemet ovenpå.

Men jo flere sager der kom ind, jo tydeligere blev det: de færreste af dem burde nogensinde have været sager.

Et krav bliver ikke svært i fogedretten. Det bliver svært den dag, fakturaen går ud uden forfaldsdato, uden rente og uden et bevis, nogen kan bruge.

Så vi byggede baglæns — fra fogedretten, gennem rykkeren og betalingen, hele vejen tilbage til kontrakten og underskriften.

I dag er inkasso den sidste udvej, ikke produktet. Kontrakt, faktura, betaling og rykker ligger på ét sagsnummer, og hvert skridt udløser det næste.

Vi giver ikke op. Ikke når kravet bliver stort, og ikke når skyldner ikke kan betale i dag.

Og vil I ud igen, så går I. I bliver, fordi vi henter pengene hjem — ikke fordi en kontrakt holder jer fast.