Gebyret på 310 kroner, som næsten ingen opkræver

Der findes en bestemmelse i renteloven, som giver enhver erhvervsdrivende ret til 310 kr., hver gang en erhvervskunde betaler for sent. Den skal ikke aftales. Den skal ikke varsles. Den skal bare opkræves.

Den bliver næsten aldrig opkrævet.

Det er værd at forstå hvorfor, for forklaringen er ikke uvidenhed. De fleste bogholdere kender godt kompensationsgebyret. Forklaringen er, at 310 kr. på en faktura på 50.000 kr. ser ud som ingenting — og at det koster fem minutter at lægge på.

Regnestykket vender, når man holder op med at se på én faktura

Fem minutter for 310 kr. er en dårlig forretning, hvis man kigger på fakturaen. Det er en fremragende forretning, hvis man kigger på året.

Pointen er ikke, at 62.000 kr. redder nogen virksomhed. Pointen er, at beløbet allerede er jeres. Det kræver ingen forhandling, ingen sælger og ingen ny kunde. Det kræver, at nogen lægger det på — hver gang, og ikke kun når der er tid.

Og det er præcis dét, der aldrig sker manuelt. Et gebyr, der skal huskes 200 gange om året af et menneske, bliver opkrævet 20 gange. Et gebyr, der ligger i systemet, bliver opkrævet 200 gange. Det er hele forskellen, og den er ikke et spørgsmål om flid.

Betingelserne, og kun dem

Det gælder kun erhvervsforhold. Kompensationsgebyret kan opkræves, når begge parter handler i erhvervsmæssigt øjemed — B2B og over for det offentlige. Over for en forbruger må det ikke opkræves. Det er ikke en gråzone, og det er den fejl, der koster: et gebyr, der er pålagt uretmæssigt over for en forbruger, er ikke bare et gebyr, der skal tilbage. Det er en indsigelse, som skyldner har fået foræret, og som kan bruges på hele kravet.

Det er pr. fordring. Ikke pr. rykker og ikke pr. kunde. Skylder den samme kunde jer syv forfaldne fakturaer, er der syv fordringer.

Det kommer oven i rykkergebyrerne. De to bestemmelser står ved siden af hinanden i loven og udelukker ikke hinanden. I må altså både opkræve 100 kr. for rykkeren og 310 kr. i kompensation for den samme forsinkede faktura.

Det kan ikke fraskrives i en kontrakt. En aftale, der afskærer kreditor fra kompensationsbeløbet, er ikke bindende. Det er en af de få steder i erhvervsretten, hvor aftalefriheden er sat ud af kraft — netop fordi den stærke part ellers ville skrive den væk.

Hvorfor bestemmelsen overhovedet findes

Kompensationsgebyret er ikke et dansk påfund. Det er gennemførelsen af EU’s direktiv om bekæmpelse af forsinket betaling, og direktivet blev til, fordi store virksomheder systematisk brugte deres leverandører som rentefri kassekredit.

Det er værd at holde fast i, når man overvejer, om man “kan tillade sig” at lægge 310 kr. på en god kundes faktura. Bestemmelsen er skrevet for at gøre præcis dét legitimt. Den betragter ikke gebyret som en straf, men som en delvis dækning af de omkostninger, den forsinkede betaling påfører jer — og dem har I, uanset hvor god kunden er.

Det, der egentlig sker

Et gebyr er sjældent et beløb. Det er en besked.

En kunde, der modtager en faktura med et kompensationsgebyr, har lært noget om jer, som ingen mail kunne have fortalt: at der bliver ført regnskab, og at forsinkelsen bliver bemærket. En kunde, der aldrig modtager det, har også lært noget.

De 310 kr. er ikke pointen. Pointen er, hvad de siger.