Sådan laver du en kreditpolitik, der bliver fulgt
En kreditpolitik, ingen kender, er et dokument. En, der er sat i systemet, er en beslutning.
I har skrevne regler for, hvem der får kredit, hvor meget, og hvad der sker, når der ikke bliver betalt — og de bliver fulgt.
Trin for trin
- 01
Beslut, hvem der overhovedet får kredit
Skriv kriterierne ned: selskabsform, alder, regnskab, betalingshistorik. Nye kunder under en vis størrelse betaler forud — det er ikke uhøfligt, det er en politik.
- 02
Sæt beløbsgrænser, ikke mavefornemmelser
Hvor meget må én kunde skylde ad gangen? Hvad sker der, når grænsen er nået — stoppes leveringen, eller kræves der forudbetaling? Skriv svaret, før situationen opstår.
Det går galt herEn kreditgrænse uden en konsekvens er en anbefaling. Politikken skal sige, hvad der SKER, når grænsen brydes — ellers bliver den brudt.
- 03
Fastlæg rykkerkadencen én gang for alle
Hvornår går påmindelsen ud, hvornår rykker et, to og tre, og hvornår inkassovarslet? Samme kadence for alle kunder — ellers kan I hverken forudsige jeres likviditet eller dokumentere, at I har behandlet folk ens.
- 04
Beslut, hvornår en sag går til inkasso
Sæt en dag og et beløb, ikke en stemning. Og beslut, hvem der må gøre en undtagelse — for undtagelserne kommer, og de skal kunne begrundes over for andre end den, der giver dem.
- 05
Læg politikken i systemet, ikke i en mappe
En politik, der kræver, at et menneske husker den hver fredag, holder til den første travle uge. Sæt reglerne op dér, hvor fakturaerne og rykkerne rent faktisk sendes fra.
Det er her, det oftest går galt
Ikke fordi nogen er sløsede, men fordi fejlene er lette at begå og først viser sig, når det er for sent.
Politikken bliver skrevet og aldrig brugt
Det klassiske: et pænt dokument, som ingen i bogholderiet har set. Test den ved at spørge den, der sender rykkerne, hvad grænsen er for kunde X. Kan hun ikke svare, findes politikken ikke.
Salg får lov at overrule den
Én stor ordre, én undtagelse, og så er politikken en anbefaling. Skriv ind, hvem der kan dispensere — og at det skal skrives ned hver gang.
I glemmer eskalationen
De fleste kreditpolitikker stopper ved rykker tre. Det er dér, den vigtigste beslutning ligger: hvornår slipper vi det, og hvem tager over.