Prisen på en dags betalingstid

Der findes to slags penge i en virksomhed: dem, I har, og dem, I har tjent. Forskellen mellem de to hedder betalingstid, og den har en pris, som næsten aldrig står nogen steder.

Regnestykket er banalt, og det er derfor, det er så let at lade være med at lave. En virksomhed med 50 mio. kr. i årlig omsætning omsætter for cirka 137.000 kr. om dagen. Hver dag, der i gennemsnit går, fra fakturaen sendes, til pengene står på kontoen, binder præcis dét beløb i debitorbogen. Ikke som tab. Som ventetid.

Det er ikke en indtægt. Det er en tilbagevenden

Læg mærke til, hvad figuren faktisk siger. Går I fra 60 til 45 dages gennemsnitlig betalingstid, kommer der godt 2 mio. kr. hjem. De 2 mio. kr. er ikke et salg, I skal ud og lave. Det er penge, I allerede har tjent, og som ligger hos kunderne.

Det er også en engangseffekt, og det er vigtigt at være ærlig om: kapitalen kommer hjem én gang. Men den bliver hjemme, så længe betalingstiden holdes nede — og indtil den kommer hjem, koster den renter hver eneste dag.

Hvad kapitalen koster, ved I bedre end os. Trækker I på kassekreditten, er det den rente. Er I selvfinansierede, er det afkastet på det, pengene ellers havde lavet. Uanset hvad er de 15 dage ikke gratis, og de står ikke på nogen resultatopgørelse med deres eget navn.

Dagene bliver ikke tabt dér, hvor I tror

Den almindelige antagelse er, at betalingstiden er noget, kunderne bestemmer. Det er den ikke. Den er summen af fire ting, og I sidder på de tre:

Betalingsbetingelserne. Netto 30 er ikke en naturlov, det er et valg — og i erhvervsforhold er det et valg, I forhandler om. Hvis I ikke har skrevet noget, gælder lovens udgangspunkt, ikke jeres.

Fakturaens kvalitet. En faktura, der mangler et rekvisitionsnummer, bliver ikke afvist. Den bliver lagt til side. Det koster ikke en diskussion, det koster to uger.

Rykkerkadencen. Det er her, dagene virkelig ligger. En rykkerkørsel, der sker “når der er tid”, lægger tre til ti dage oven i hver eneste forsinket faktura, og de dage lægger sig oven i hinanden på hele debitorbogen. Fristen begynder at løbe, når brevet er sendt — ikke når det burde have været sendt.

Konsekvensen. En rykker uden en konsekvens er en påmindelse, og påmindelser bliver lagt nederst i bunken. Konsekvensen er ikke et skarpere ordvalg. Det er et inkassovarsel med ti dages frist, og at det bliver fulgt.

Renten er ikke pointen — men den er heller ikke ingenting

Morarenten er Nationalbankens udlånsrente plus 8 procentpoint, og den løber fra forfaldsdagen. Den er ikke en forretningsmodel, og ingen bliver rige på den. Men den er lovens standardpris på ventetid, og den er værd at kende af to grunde.

For det første fordi den kan aftales højere i erhvervsforhold. Det er en af de mest oversete linjer i et sæt handelsbetingelser og en af de billigste at rette.

For det andet fordi den er et signal. En kunde, der modtager en renteopgørelse, ved, at der bliver holdt regnskab. En kunde, der aldrig gør, ved det modsatte — og indretter sin egen likviditetsstyring efter det. De virksomheder, der betaler jer sidst, betaler ikke alle andre sidst. De betaler dem sidst, der ikke gør noget ved det.

Hvad der faktisk skal gøres

Der er ingen kur mod betalingstid. Der er kun en kadence, der bliver holdt.

Sæt fristerne, så de er til at forsvare. Send den første rykker dagen efter forfald — ikke på fredag. Læg gebyret på, hver gang I må. Og lad inkassovarslet komme, når fristen er sprunget, i stedet for at sende en fjerde rykker, der lærer skyldneren, at der ikke sker noget.

Det er ikke et projekt. Det er en kalender, der bliver overholdt, hver eneste dag, uden at nogen skal huske det. Og det er hele forskellen mellem 60 dage og 45.